Hvorfor dog belemre folk med flere mails? Jo, fordi jeg bl.a. gerne vil orientere om, hvad der sker i Sammenlægningsudvalget i Rebild Kommune (= det ny byråd), – selvfølgelig først og fremmest set med mine øjne.
Også fordi Nordjyske i sine reportager fra møderne hidtil har været temmelig uinteresseret i at skrive om netop mine synspunkter (jeg er blevet refereret 1 gang fra de 5 møder, der hidtil har været afholdt).
Én forklaring på det kunne jo være, at jeg ikke har sagt noget på møderne. Men jeg tror, jeg har været mellem de 3-4 mest aktive.
En anden forklaring kunne være, at jeg har sagt noget uinteressant eller noget værre vrøvl.
Det er jeg selvsagt ikke enig i. Men selvom det skulle være tilfældet, kunne man måske forvente, at Nordjyske, som på lokalstoffet er enerådende i landsdelen, ville dække det politiske spektrum lidt mere bredt.
Men nok om det. Forhåbentligt vil det ændre sig. Foreløbig tak for din interesse også selvom jeg skulle have udsat dig for “moderat fysisk pres” for at få dig til at tage imod nyhedsbrevene. Du vil nok ikke modtage dem med faste tidsintervaller. Afgørende bliver naturligvis, om der er noget interessant at berette.
Det bliver der snart, bl.a. når serviceniveauet på affaldsområdet skal fastlægges. F.eks.: Skal vi betale dagrenovation efter vægt eller volumen, og hvad er de økonomiske og miljømæssige følger af de to ordninger?
Det er faktisk mere spændende, end det umiddelbart lyder.
Tilmeld dig nyhedsbrevet via e-mail til bertil@sf-rebild.dk