Er det ikke besynderligt at opleve, at kommunerne må skære ned og forringe servicen på en lang række områder, fordi regeringen og DF vil holde kommunerne i stram snor og opretholde skattestoppet – samtidig med at statskassen har et overskud på ca. 80 mia bare i 2005?
Er der nogen økonomisk begrundelse for denne politik? Næh, men nok en ideologisk. Regeringen ønsker, vi skal glæde os over stigningen i vort privatforbrug (som dog ikke gælder f.eks. kontant– og starthjælpsmodtagernes).
Det offentlige forbrug skal derimod fastfryses.
Pædagogerne i børneinstitutionerne beretter om, at børnene møder op i flottere og flottere flyverdragter – desværre er der ikke råd til at have ansat tilstrækkeligt med pædagoger til at tage sig af børnene, når flyverdragterne er hængt op på knagerne.
Regeringens nedskæringstaktik er gammelkendt. Man fodrer hunden med sin egen hale: Samtidigt med at man hvert år kører grønthøsteren henover statsbudgettet (2 % hvert år siden 2002), opretter man puljer, som kommunerne kan søge om at få del i. F. eks. en pulje på 441 mio til hjemmepleje i 2006. Taktikken er også smart. Alle hyler lige meget over nedskæringerne, og samtidigt kan regeringen lege julemand til glæde for de udvalgte kommuner og områder.
Kommunerne – også Rebild – kan så bruge tid på at udfærdige puljeansøgninger, ministerierne på at vurdere ansøgningerne, kommunerne på at dokumentere, at pengene bliver brugt rigtigt, og ministerierne på at kontrollere, at det passer. Mere bureaukrati, mindre til borgerne.
Og jeg tror ikke, det er slut med at fodre hunden med sin egen hale.