Bombardér kommunen med ideer!
Nu er der ved at komme en smule skred i planerne for, hvordan borgerne kan inddrages i beslutningsprocessen i Rebild Kommune. Jeg har tidligere prøvet at skubbe til processen i Sammenlægningsudvalget, fordi kommunen jo allerede nu tager beslutninger, der har stor betydning for borgerne.
Kommunen vil indkalde forslag og ønsker til, hvilke råd der kan nedsættes og inddrages mere systematisk i beslutningerne.
Integrationsrådet og Grønt Råd har allerede udtrykt ønske om at blive inddraget, men de forskellige fagudvalg (“Børne- og unge”, “Sundhed”,
“Arbejdsmarked”, “Fritid og kultur” og “Teknik og miljø”) skal inden d. 10. nov. komme med forslag til, hvilke råd man kunne nedsætte/inddrage.
Desuden inviteres borgerne via kommunens hjemmeside og annoncer i lokalbladene til at komme med forslag til råd og udvalg og i øvrigt til, hvordan man kan få gang i en såkaldt borgerdialog.
Det er jo en god begyndelse, men med al respekt for forslagene giver de ikke ligefrem Rebild den gule førertrøje på.
SF har tidligere peget på vejledende folkeafstemninger, debatfora på nettet, fokusgrupper, lokalråd m.m.
Men i første omgang er det op til borgerne at bruge fantasien og bombardere kommunen med ideer.
Nærdemokrati
26. okt 2006 af Bertil Mortensen