Smag på ordet. Det lyder ikke rart. Det er det da heller ikke for de mennesker, der bliver “sikkerhedsfyret”.
Det har man en stor risiko for, hvis man er ansat i et privat firma, som har vundet og som vil forsøge at genvinde en af de udliciteringer, som kommunerne med mellemrum foretager på forskellige driftsområder. Fordi et firma, der har vundet en licitation, for en sikkerheds skyld må fyre sine ansatte nogle måneder før næste licitationsrunde.
Den kan firmaet jo risikere at tabe, og så hænger man på løn til ansatte, som man ikke har arbejde til. Firmaets handlemåde er ud fra en økonomisk synsvinkel forståelig nok. Men den sætter jo de ansatte i en urimelig og utryg situation, når de pr. automatik fyres hvert 2. år.
Denne utryghed kunne byrådet have sparet rengøringspersonalet på de tre rådhuse for, hvis det havde besluttet ikke at udlicitere rengøringen. Men det gjorde flertallet ikke (minus SF og SD). Også selvom det iflg. forvaltningen ikke er dyrere at have rengøringen i kommunalt regi. Og selvom kommunal arbejdskraft er mere fleksibel, fordi man ikke hver gang skal genforhandle prisen med det private firma, hvis der kommer en ny og uventet arbejdsopgave, som ikke er indeholdt i licitationsaftalen.
”Sikkerhedsfyringer”
27. dec 2007 af Bertil Mortensen