Der skal bygges nye børneinstitutioner i Skørping og Støvring. Det er en fremragende ide, da der er et stort behov for mere børnepasning. I Skørping er det f.eks. ikke muligt at skaffe dagplejemødre nok. Derfor er der planer om bl.a. at etablere såkaldte “småbørnsgrupper” – ikke vuggestuer – i de nye daginstitutioner.
Hvad er en småbørnsgruppe? Ingen udenfor en snæver kreds af Rebild-politikere og ansatte ved, hvad ordet dækker over. Tilflyttere, som gerne vil have deres børn
passet i en vuggestue, er desorienterede: “småbørnsgruppe”??? Det har de aldrig hørt om. Men reelt er det det samme som vuggestuer.
Jeg foreslog derfor på sidste byrådsmøde at kalde en spade for en spade og omdøbe småbørnsgrupperne til vuggestuer. Forslaget var lige ved at opnå flertal. 8 stemte for (foruden naturligvis mig selv også Konservative, Rebild Syd, Radikale og halvdelen af Socialdemokraterne).
Men nej, det går ikke an at bruge navnet vuggestue i Rebild. Det mente i hvert fald Venstres byrådsgruppe og den anden halvdel af Socialdemokraterne (tilfældigvis dem fra den gamle Støvring Kommune), og derfor faldt mit forslag med 9 stemmer imod.
Men hvorfor er vuggestue et fyord i Rebild Kommune? Ja, det fortoner sig i tågerne, men det er nok noget ideologisk – altså at vuggestuer er et eller andet kollektivistisk (socialistisk?). Men den officielle forklaring er ifølge Anny Winther, at man ikke bør bruge ordet, fordi det er en indirekte kritik af dagplejemødrene(!). Den argumentation er svær at følge, og under alle omstændigheder er det naturligvis ikke mit ærinde. (Vore to børn er i øvrigt blevet passet af to fremragende dagplejemødre).
Vuggestuer og dagplejere udelukker jo ikke hinanden. Og ærligt talt. Skal en kommune som Rebild med mange unge tilflytterfamilier ikke også kunne tilbyde vuggestuer, når det er det, mange forældre foretrækker?
Selveste kongefamilien – familien over alle familier og den sidste rest fra dansk middelalder – valgte at sende ”Lilleprinsen” i vuggestue!!!.
Godt, familien ikke bor i Rebild Kommune, for så havde den været på den.
(Nogle af dette nyhedsbrevs trofaste læsere vil nok hævde, at det er for plat af mig at ta’ kongefamilien til indtægt for mine synspunkter. Det har de ikke helt uret i. Men hvad gør man ikke for at trænge igennem?)