RSS
Indlæg
Kommentarer

Det findes nok ikke i mange andre kommuner: Et samarbejde mellem byrådets partier/lister der strækker sig fra SF over to borgerlister og Radikale til de Konservative.
Men det er en realitet i Rebild Kommune.
Samarbejdet startede oprindeligt umiddelbart efter valget i 2005, hvor vi i enighed fordelte de 9 udvalgspladser, der var tilbage til os i ”restgruppen” efter at Venstre og Socialdemokraterne havde lavet en konstitueringsaftale, hvor de delte borgmesterposten og posterne som udvalgsformænd mellem sig.
I adskillige politiske spørgsmål er vi naturligvis – og heldigvis – ikke enige. Men vi har faktisk ret ofte fremsat fælles forslag i byrådet. F.eks. foreslog vi i forbindelse med de nu overståede budgetforhandlinger, at de påtænkte besparelser på daginstitutionsområdet blev fjernet, at PPR (Psykologisk Pædagogisk Rådgivning for børn) blev tilført flere penge, og at der blev afsat midler til forundersøgelser til et eventuelt halprojekt i Terndrup og en biblioteksløsning i Nørager.
Men derudover holder vi vore månedlige ”gruppemøder”, hvor vi udveksler informationer om, hvad der sker i byrådets fem fagudvalg samt Økonomiudvalget.
Moralen er altså: Det kan godt lade sig gøre at have et konstruktivt samarbejde på tværs af politiske skel, hvis viljen er til stede.

Skriv en kommentar