RSS
Indlæg
Kommentarer

Status for nærdemokratiet i Rebild

Ved nytår er det jo ofte tid at gøre status. Hvordan ligger det f.eks. med borgernes muligheder for politisk indflydelse
i Rebild Kommune? Der er både plusser og minusser.
Lad mig give nogle eksempler på plusserne:

  • Afholdelse af borgermøder i kommunens byer for at høre borgernes ønsker til udviklingen i netop deres by, f.eks. i forbindelse med nye lokalplaner og den kommende kommuneplan
  • Muligheder for at afgive høringssvar i forbindelse med vedtagelse af forskellige kommunale strategier (skolepolitik, kulturpolitik osv.) og i mere konkrete sager.
  • Muligheder for borgerne til at stille spørgsmål til politikerne inden et byrådsmøde (en ordning, som jeg i al beskedenhed var initiativtager til).
  • Stikprøveundersøgelse blandt borgerne om deres syn på Rebild Kommune og om serviceniveauet

Men så er der minusserne:

Høringssvar og borgerønsker har som regel ringe effekt på de beslutninger, byrådet tager. Jeg mener naturligvis ikke, at byrådet helt automatisk skal imødekomme borgernes krav og ønsker, men det er påfaldende, i hvor lille udstrækning, det sker. F.eks. har det ikke gjort noget indtryk på et stort byrådsflertal, at borgerne – især i Øster Hornum – massivt protesterede mod flytningen af 7. klasserne, og at 900 Skørping-borgere protesterede mod bebyggelsen af Skørping Centergrund. Det har heller ikke sat sig spor i kommunens budgetter, at et gennemgående ønske på alle borgermøderne i de forskellige byer har været øget trafiksikkerhed, bl.a. ved etableringen af flere cykelstier (der bliver stadigvæk kun afsat 1 mio pr. år til cykelstier svarende til udgifterne ved at etablere 1 km cykelsti!!)
Der er ikke nogen borgere, der har benyttet sig af spørgetiden inden byrådsmøderne og her direkte afkræve politikerne svar. Det kan man naturligvis ikke bebrejde kommunen, Men man kunne jo godt ønske sig, at den reklamerede noget mere for denne mulighed. Jeg har f.eks. – foreløbigt forgæves – forsøgt at finde noget på kommunens hjemmeside om muligheder og regler for at stille spørgsmål i forbindelse med byrådsmøderne.

Lavt ambitionsniveau
I det hele taget kan man ikke påstå, at kommunens ambitioner om at inddrage borgerne i beslutningsprocesserne er høje.
Andre kommuner opererer f.eks. med fokusgrupper, lokalråd, (elektroniske) borgerpaneler, vejledende netafstemninger m.m. – ja endda video på nettet fra byrådsmøderne.

Hvad er nytårsstatus så? JO, der er absolut plads til forbedring.

Skriv en kommentar