Der bor en landmand et sted i Rebild Kommune, hvor man skal gennem en jernbanetunnel for at komme til og fra. Men han har fået et problem.
Det transportfirma, som henter hans grise, har anskaffet en lastbil, hvor grisene står i tre etager, og den er for høj til at komme gennem viadukten.
Firmaet henvender sig derfor til kommunen for at få sænket vejen under jernbanebroen, så lastbilen kan komme igennem. Forvaltningen går i gang med at arbejde med sagen og vurderer, at det vil koste kommunen og dermed skatteyderne mindst 1-1,2 mio, hvis den skal løse vognmandens og landman-dens problem (for sammenligningens skyld kan jeg nævne, at der er afsat 1 mio til nye cykelstier i hele Rebild Kommune)
Sagen kommer på Teknik– og miljøudvalgets dagsorden, og jeg går til mødet med en sikker forvisning om, at hele udvalget vil sige: Det er ærgerligt for vognmand og landmand, men i bund og grund er det deres eget problem.
Men nej – jeg har stadig meget at lære som kommunalpolitiker. For jeg skal da lige love for, at Venstre/DF-flertallet i udvalget havde forståelse for landmandens og vognmandens problem. Så megen forståelse, at det vedtager at “få omkostningerne ved en sænkning af vejen under den sydlige bro nær-mere belyst”. Så forvaltningen må på den igen og bruge endnu flere af sine sparsomme ressourcer på samme sag. Og desuden må flertallets vedtagelse jo forstås således, at det virkeligt mener, at det er kommunens og dermed borgernes problem, at transportfirmaet har anskaffet en “3-dækker”, og at kommunekassen derfor skal punge ud!!
Jeg har stadigvæk meget at lære
10. maj 2009 af Bertil Mortensen