RSS
Indlæg
Kommentarer

Et enigt byråd – og ikke som det har fremgået i dele af pressen blot et flertal – har besluttet at lukke Kirketerp og Sønderup skoler som selvstændige skoler.
Det en sag, som forståeligt nok vækker stærke følelser lokalt. Afgørende for min holdning har været, at elevtallet er kommet for langt ned (45 elever på Kirketerp og 43 på Sønderup Skole), bl.a. fordi 1/3 af forældrene har valgt at sende deres børn til andre skoler – egentlig en naturlig reaktion, når ens børns skole konstant er lukningstruet.
Med så lavt et elevtal ville det efter min vurdering være svært at opretholde et tilstrækkeligt højt fagligt og pædagogisk niveau.
Et andet problem har været de to skolers økonomi, hvor et flerårigt underskud ikke så ud til at kunne fjernes, uden at kommunens andre skoler skulle betale en del af prisen.
Men jeg synes, det ville være en god ide, at skolebygningerne i Kirketerp i en forsøgsperiode blev stillet til rådighed for Suldrup skole, så de kunne bruges i den almindelige skoledrift (i Sønderup vil man lave en friskole). Derfor tilsluttede jeg mig et forslag i byrådet om, at det skulle forsøges. Det blev stemt ned.
Men for at give Kirketerp Skole rimelige arbejdsvilkår i resten af dens levetid har jeg foreslået, at dens bevilling ikke beskæres, selvom nogle forældre vælger at trække deres børn ud af skolen i løbet af skoleåret 2009-10.
Ingen andre skoler i Rebild Kommune er p.t. så små, at de efter min mening er i fare. Men for at undgå usikkerhed og utryghed er det SF’s politik, at skolestrukturen i det ny byråd fastlægges for flere år ad gangen. Dermed undgår man, at skolerne ”lukker sig selv” ved at forældrene flytter deres børn til andre skoler af frygt for, at deres egen, lokale skole pludseligt lukkes.

Skriv en kommentar