Jeg har været inde på det adskillige gange, nemlig at Rebild Kommune er enormt fodslæbende på miljø-, klima- og naturområdet. Jeg har efter bedste evne forsøgt at få gang i tingene, og valgkampen har givet mig lejlighed til at få et overblik over nogle af de initiativer, SF har taget på området. Dem synes jeg godt, jeg kan være bekendt. Her er et udsnit: 
- at få tilført flere ressourcer til registrering og beskyttelse af de særligt beskyttede naturområder (§3-områderne), som i øjeblikket hastigt forsvinder, og hvor sagerne hober sig op i forvaltningen
- at forbyde pesticider på golf– og fodboldbaner
- at hindre råstofudvinding på områder nær drikkevandindvindingsområderne p.g.a. forureningsrisikoen
- at undgå at landmænd spreder spildevandsslam ud på marker ovenpå drikkevandsressourcerne
- at få indført i den ny kommuneplan, at når natur– og landbrugsinteresserer kolliderer i vore naturområder, skal naturinteresserne prioriteres højest
- at få strammet reglerne for landmændenes husdyrgodkendelser, når de søger om udvidelser af f.eks. deres svinebesætninger, så reglerne kommer op på niveau med andre kommuners
- at få indført krav om, at det ny byggeri i Støvring Ådale bliver opført i overensstemmelse med energi-klasse 1 og ikke den lempeligere energiklasse 2
- at få indført grønne regnskaber i kommunens bygninger
- at indgå en såkaldt Kurveknækkeraftale med Elsparefonden for at nedsætte CO2-udslippet.
Alle mine initiativer er blevet afvist af et stort flertal – bortset fra Kurveknækkeraftalen. Den blev vedtaget i januar, men er ikke indgået endnu!!
Jeg håber, at et styrket SF og et nyt byrådsflertal kan ændre på tingene – også på det grønne område.