Budgetforhandlingerne for 2011 er allerede i gang i Rebild. Kommunen skal spare 40 mio. Det kommer til at gøre ondt. Byrådet har nu i enighed, men med stort besvær fundet 20 mio fra et sparekatalog, men de forskellige fagudvalg er blevet opfordret til at finde yderligere 20 mio.
Regeringen og DF har siden 2004 ført en uansvarlig økonomisk politik, som alle økonomer – bortset fra regeringens egne – stærkt har kritiseret: Nemlig skattelettelser i en situation, hvor der var fuld tryk på kedlerne, og nu sparepolitik i en situation, hvor der ellers er behov for det modsatte for at får gang i hjulene. (Skattelettelserne er i øvrigt skyld i ca. 50 mia ud af det forventede underskud på statsfinanserne på 90 mia i 2010!), Kommunerne er reelt påtvunget en minusvækst. Regeringen og DF akkompagnerer deres pålæg med opfordringer til alle andre om at ”udvise ansvarlighed”. Så nu skal vi alle sammen være med til at rydde op efter en katastrofal økonomiske politik.
SF er økonomisk ansvarlig og vil godt være med til at rydde op. Men der er en grænse, og den er vi i SF-Rebild ved at nå. Derfor er vi indstillet på at hæve kommuneskatten og grundskyldspromillen for at undgå flere og endnu værre besparelser – også selvom regering og DF igen vil straffe de kommuner, der hæver skatten, ved at indkassere 75 % af et øget skatteprovenu fra de ulydige kommuner. Rebild Kommune har regionens laveste skatte%, og mange borgere har forstået, at man ikke både kan dele skattelettelser ud og have et anstændigt serviceniveau i kommunerne.
(Sparekataloget kan ses på www.rebild.dk -> Byrådsreferat 24/6-10, bilag til dagsordenens pkt. 2, ”Budget 2011”)
Oprydderne
29. jun 2010 af Bertil Mortensen