Et flertal i Byrådet – Venstre, Radikale, DF, Konservative og Oplandslisten – har imod SF’s og SD’s stemmer besluttet, at Rebild Kommune skal sigte på at have udliciteret – eller som det nu kaldes: konkurrenceudsat -31,5 % af sine driftsopgaver i 2015 (p.t. er tallet 25 %). Det svarer i kroner til, at kommunen skal udlicitere for yderligere 60-70 mio. Et så stort beløb vil nødvendigvis også involvere de såkaldte bløde områder, som f.eks. daginstitutioner, skoler og ældrepleje.
Og hvorfor nu det? Jo, fordi regeringen dikterer det. Har regeringen så foretaget en konkret, økonomisk analyse af Rebild Kommune eller for den sags skyld andre kommuner og derved kommet frem til netop tallet 31.5 %? Overhovedet ikke, men for regeringen er det et ideologisk, (beton)liberalistisk projekt, der sigter på at svække den offentlige sektor, og som samtidigt napper endnu en bid af kommunernes selvstyre.
Det er skuffende, at det store flertal i byrådet har så ringe tillid til egne evner, at det har behov for at få regeringen til at fortælle, hvor meget Rebild Kommune skal udlicitere.
I SF er vi ikke pr. definition mod udlicitering. Der er flere områder, hvor det er hensigtsmæssigt at gøre det, og hvor det også allerede er gjort.
Men udlicitering har mange ulemper: For det første skaber det stor utryghed hos de ansatte, at deres job f.eks. hvert tredje år skal udliciteres. For det andet beslaglægger udarbejdelsen af udbudsmateriale samt tilsyn og kontrol med et privat firma store ressourcer i en forvaltning, som ellers har nok at lave. For det tredje mister kommunen ekspertisen på det udliciterede område, således at det både bliver svært at udarbejde et kvalificeret udbudsmateriale ved fremtidige udbud og tage opgaven hjem igen til kommunen, hvis det private firma alligevel ikke magter opgaven.