Jeg er en varm tilhænger af en (god) madordning daginstitutionerne.
Det er jeg dels fordi jeg mener, at der er noget socialt værdifuldt i, at man spiser et fælles måltid mad sammen, men også fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at ALLE børn får en god, sund og varieret kost som brændstof til en lang dag fuld af leg og læring.
Men den ordning som regeringen har søsat, mener jeg er dårlig – en rigtig discountløsning.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mange forældre er utilfredse med, at den mad der er eller bliver råd til at servere i institutionen, er dårligere end den madpakke, de selv kunne have smurt hjemmefra!
Jeg kan også sagtens forstå at mange forældre gerne så forældrebetalingen sat lidt op, så deres børn kunne få et måltid mad af en ordentlig kvalitet. Det vil sikkert heller ikke være noget problem for mange familier at betale en smule ekstra, men for nogle familier vil det være endnu en økonomisk udfordring – oven i alle de andre. Forskellen mellem rige og fattige familier er blevet væsentlig større de seneste år, og i nogle familier bliver hver 50-øre virkelig vendt og drejet.
Godt nok tilføres kommunerne flere penge til daginstitutionernes madordning fra 2011 (eller 2010, hvis kommunen vælger at indføre ordningen allerede efter årsskiftet), og man kan jo kun håbe at det er nok til, at alle børn fremover vil få serveret et sundt, godt og økologisk måltid mad i deres institutioner, men jeg tvivler stærkt på at de ekstra tilførte penge rækker til det.
Personligt mener jeg at det er så uhyre vigtigt at børnene får noget god, sund og økologisk mad, at det offentlige burde betale det ekstra, det koster.
Hej Mette
Da jeg kender dig som et meget omhyggeligt menneske, der tænker tingene igennem, blev jeg på grund af denne blog nysgerrig på, hvordan og hvad du vil med ovenstående?
Hvordan ser du økomad skal fungere på trods af de restriktioner og krav der er omkring hygiejne? Går du ind for at at køkkenerne i daginstitutionerne skal renoveres således børnene selv kan være med til at lave mad?
køkkenerne skal bygges og finansieres.Tænk på alt det sanselige der er i at være med til at lave den mad man selv spiser.
Hvem skal bestemme hvad sund økomad er?Planlægningen af hvad der kommer på bordet, hvem bestemmer det?
Eller tænker du at maden skal komme ude fra? Hvis så, hvem ville så være kvalificeret til at levere maden? Hvad mener du om de kommunale indkøbsaftaler der pt bevirker at instituionerne ikke selv kan handle sundt i det lokale supermarked?
Skal man som forældre kunne sige “nej tak” til madordningen? Ifgl det tilbud som Aalborg kommune fik her i 2009 kunne man ikke frasige sig tilbudet, hvis der f.eks var fødselsdage i børnehaven. Så var den levere mad spildt men betalt.
Hvad med personale? Har du tanker om at der skal ansættes kokke i institutionerne eller flere pædagoger til at få madordningen udført. Mener du pædagogerne har de kompetencer i og om kost?
Nu har jeg selv været i daginstitutioner og er derfor spændt på, hvad dine forslag er.
Hej Birgitte
Tak for din interesse og dine spørgsmål!
Jeg ved jo at du er en af dem, som i fremtiden kommer til at have problematikken inde på livet i din hverdag som pædagog.
Den omstridte obligatoriske madordning er lidt af en varm politisk kartoffel, og der er mange delte meninger om den, men jeg vil hjertens gerne forsøge at svare på dine mange spørgsmål og uddybe det jeg mener.
Det er ikke nogen hemmelighed at det længe har været et af mine og SF’s politiske ønsker, at der skulle indføres en madordning i skoler og dagtilbud, så børnene kan få tilbudt et sundt (og allerhelst også økologisk) måltid mad hver dag.
Der er flere gode argumenter for at indføre en madordning for alle skole- og institutionsbørn.
Langt de fleste forældre er heldigvis ansvarlige og gode til at sørge for, at deres børn for en god madpakke med i børnehaven eller vuggestuen.
Men er desværre nogle forældre som af forskellige grunde ikke magter det, og her mener jeg at vi som samfund har et ansvar over for børnene – på samme måde som vi har et ansvar overfor andre typer af svigt, som børn udsættes for.
Alle erfaringer og undersøgelser understreger igen og igen, hvor vigtigt det er for børnenes trivsel, konventration og læring, at de får noget ordentligt at spise i løbet af dagen.
Men en obligatorisk madordning har jo også flere andre fordele. Særligt kan en madordning være med til at forbedre børnenes kostvaner, og dermed forebygge blandt andet fedme, og et desværre stigende antal tilfælde af diabetes 2 hos børn.
Jeg tror på at et fælles frokostmåltid i institutionen også kan være med til at afhjælpe nogle børns kræsenhed og skepsis overfor især grøntsager.
Og så er der jo alle de pædagogiske sidegevinster, som den fællesskabsfølelse som opstår når vi spiser sammen; nysgerrigheden overfor den forskellige mads smag og duft; viden om råvarerne og kendskabet til hvor de kommer fra – og meget mere.
Som svar på dit spørgsmål om, hvorvidt man som forældre skal kunne sige nej tak til forslaget, mener jeg at en madordning i daginstitutionerne kun giver mening, hvis den er for alle og ikke kun for nogle børn.
Jeg tror de forældre der gerne ville vælge den fra, hvis de kunne, overordnet set falder i to kategorier:
1)De forældre som synes ordningen bliver for dyr, når taksten for institutionspladsen bliver sat op med i gennemsnit 300 kroner om måneden.
2)De forældre som føler sig indignerede over, at noget af deres ansvar som forældre bliver taget fra dem.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg gerne så, at madordningen blev financieret på en anden måde end ved takststigninger. Jeg synes såmænd at prisen for en institutionsplads er høj nok allerede.
Argumentet om forældrenes ansvar overfor deres børn, har jeg ofte hørt. Naturligvis mener jeg at børn primært er forældrenes ansvar, men når man sender sine børn i skole, børnehave eller vuggestue, så overlader man jo samtidigt for en stund ansvaret for sine børn til nogle andre: personalet, institutionen – og i sidste ende samfundet. Og når der både er gode pædagogiske, sociale og helbredsmæssige argumenter for at indføre en obligatorisk madordning, så har jeg ikke – hverken som forælder eller SF’er – noget problem med at overlade den smule af mit forældreansvar, som vedrører mit barns madpakke, til samfundet.
Men det kræver selvfølgelig at ordningen er god!
Regeringspartierne har tidligere været imod at indføre en obligatorisk madordning, men skiftede pludseligt holdning til spørgsmålet, da de i budgetforhandlingerne i 2008 indgik aftalen med kommunerne om at indføre en madordning i daginstitutionerne fra januar 2010.
Jeg glæder mig naturligvis over denne holdningsændring hos regeringspartierne, MEN jeg er dog samtidigt stærkt skeptisk – som så mange andre – over for de økonomiske rammer som regeringens forslag indeholder.
Ordningen er nemlig brugerbetalt og financieres ved at kommunerne nu får lov til at hæve forældrenes egenbetaling for en dagsinstitutionsplads fra 25 procent til 30 procent, UDEN at kvaliteten af maden dermed sikres. Der vil nemlig ikke være mere end ca. 15 kroner pr. måltid pr. barn at gøre godt med.
Det er baggrunden for at jeg i mit indlæg kalder ordningen for en rigtig discountordning.
- ”Det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt”, fristes man til at sige!
Hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre at få en madordning af en kvalitet som børn, forældre og personale kan være tilfredse med, så skal de økonomiske rammer først og fremmest være sådan, at kvaliteten af måltiderne kan sikres.
Når jeg skriver at jeg foretrækker økologisk mad, så er det fordi jeg mener at det er det eneste fornuftige, da man ellers ikke kan undgå en lang række sprøjtegifte, konserverings- og tilsætningsstoffer. Jeg ønsker ikke at vi udsætter vores børn for den risiko for allergi eller nedsat forplantningsevne som voksne, som det er dokumenteret at nogle af disse sprøjtegifte og tilsætningsstoffer kan medføre.
At vælge økologisk er også det bedste valg når det gælder dyrevelfærd. Der er langt skrappere regler for hvordan dyrene skal behandles i økologisk produktion.
Og så er der hensynet til miljøet. Udledningen af kvælstof og sprøjtegifte fra konventionelle landbrug er for eksempel en stor trussel for vores vandmiljø og drikkevand.
Den madordning som regeringen har indført, er i indeværende år – endnu før den er trådt i kraft – blevet revideret, og kommunerne har fået 400 mio. kroner ekstra i forbindelse med indførelsen af ordningen. Personligt tror jeg ikke det er nok.
Jeg deler blandt andet din skepsis omkring udgiften til de nødvendige investeringer der skal til, hvis man skal have de fornødne køkkenfaciliteter.
Om der skal etableres køkkenfaciliteter decentralt på den enkelte institution eller centralt i kommunen, synes jeg dog skal være op til den enkelte kommune at bestemme – i samarbejde med kommunens institutioner.
Jeg vil bestemt ikke være begejstret for en løsning, hvor man sender madordningen ud i udbud hos private leverandører.
Dels mener jeg det bliver for dyrt, hvis der også skal tjenes penge på ordningen, og dels tror jeg at det vil blive alt for svært for kommunen at kontrollere, om kvaliteten lever op til de retningslinjer, jeg helt klart mener, der bør være for den ernæringsmæssigt rigtige sammensætning af maden.
Jeg mener at en kommunalt ansat diætist eller kostvejleder skal medvirke til at udarbejde madplaner og opskrifter til den mad der skal serveres i institutionerne.
Selvom det har stor pædagogisk værdi at lade børnene være med til at lave mad i institutionen og dufte, mærke og smage på både råvarerne og de færdige retter, så mener jeg dog ikke at det er realistisk at lade børn og pædagoger stå for at lave et dagligt frokostmåltid. Det tror jeg er for stor en mundfuld og tager for lang tid i institutionens hverdag.
Jeg synes også at det pædagogiske personale primært skal gøre det, de er uddannede til, nemlig at være sammen med børnene. Så må andre – en ansat kok eller køkkenleder – stå for det daglige frokostmåltid.
Men frokostmåltidet er jo heller ikke det eneste måltid der indtages i institutionen. Børnene får som regel også eftermiddags- og/eller formiddagsmad, og her er der jo også mulighed for at involvere børnene, og for eksempel få dem til at vaske, skrælle og skære frugt og grønt eller bage boller.
At inddrage børnene i større grad i madlavning fungerer efter min mening bedst med skolebørn.
Jeg ved at der nogle steder i landet findes friskoler, hvor man har valgt at have en frokostordning, og hvor man har prioriteret at involvere skolebørnene i madlavningen. For eksempel laver køkkenpædagog hver dag frokost sammen med børnene på Hinnerup Friskole. Børnene har ”køkkentjans” på skift i en uge af gangen – og lærer en masse fagligt relevant af det.
Der er masser af muligheder for spændende undervisning i matematik, biologi og fysik/kemi i madlavning. Og eksemplet fra Hinnerup Friskole viser, at det kan godt fungere rent praktisk – hvis man vil det!
Jeg ville ønske at man i stedet havde valgt at begyndte med at indføre madordningen for skolebørnene, fremfor at starte med de mindre børn i daginstitutionerne, hvor problemet med manglende eller alt for underlødige madpakker er meget mindre end det er i skolerne.
Jeg har selv i mit arbejde som lærer oplevet børn, blandt andet fra en belastet familie, der i stedet for madpakken havde fået en 20′er med til at købe wienerbrød hos bageren for. Og jeg har oplevet andre børn, især fra de ældste klasser, smide den medbragte madpakke direkte i klassens skraldespand og i stedet indtage en frokost bestående at chips og cola – købt for egne penge hos købmanden i frikvarteret.
Det siger næsten sig selv, at en frokost bestående af wienerbrød, chips og cola hverken hjælper særligt meget på elevens almene energiniveau eller koncentrationsevne i undervisningen!
Du efterlyser i din kommentar en større grad af fleksibilitet i madordningen, så man som forældre ikke kommer til at betale for måltider der ikke kan afbestilles i forbindelse med eksempelvis fødselsdage.
Det bør efter min mening naturligvis altid kunne lade sig gøre – med et vist varsel – enten at afbestille maden eller lave bestillingen om til mad der er velegnet til at tage med på udflugt, skovtur og lignende. Det må være ordningen som tilpasses institutionen, og ikke omvendt!
Jeg håber du hermed har fået svar på dine spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at henvende dig igen.
Hej Mette,
Nu sidder jeg langt væk i Birkerød, Rudersdal kommune, men dog med samme problematik tæt inde på livet. http://www.etskridtvidere.dk
Så derfor er der en eller to ting i dit svar til Birgitte Stougaard der kan undre mig en smule. Du skriver bl.a. “…Det vil sikkert heller ikke være noget problem for mange familier at betale en smule ekstra, men for nogle familier vil det være endnu en økonomisk udfordring – oven i alle de andre.” og lige efter “Forskellen mellem rige og fattige familier er blevet væsentlig større de seneste år,” – hvordan hænger de to udsagn sammen?
Hvis der blir’ flere fattige i Danmark, så må en ekstra udgift på fra 3 til 7000 pr. barn pr. år altså være mange penge. I en tid med stigende arbejdsløshed, rekord i firmakonkurser, færre offentlige kasser og strammere regler for støtte og hjælp, er det mit meget forsigtige bud at det her kommer til at betyde mere end du – og andre går rundt og forestiller sig.
Det glæder mig da i øvrigt at I i Rebild kan holde stigningen nede på 300,- i Rudersdal stiger prisen med 550,- og jeg har hørt om andre kommuner hvor prisskiltet ryger op med ca. 800,- Jeg sidder i en forældregrupper, hvor en af de andre er en højgravid mor, med allerede to børn. Om et år skal hun og hendes mand betale 3×550,- pr. måned – Det er fuldstændig ude i hegnet og dybt uanstændigt at lade folk betale så mange penge ekstra for en vare de ikke har bedt om og reelt ikke har den ringeste brug for.
Jeg synes du formulerer dig meget vagt og i meget bløde vendinger. Der er ikke meget dine vælgere kan hænge dig op på efter valget i forhold til madordningen. Så meld dog klart ud hvad du/SF vil. Det andet er fedtspil ind over midten, og er gratis retorik der ikke koster noget.
Der er to fundamentale problemer i forhold til madordningen.
Det første er fratagelsen af forældrenes ansvar, og det andet er kvaliteten af det “tilbudte” produkt. For mig hænger de to ting uløseligt sammen. Hvis kvaliteten af madordningen var 100% i orden, og opfyldte alle de krav som vi begge er enige om de bør og skal, så kan jeg godt leve med at afgive noget suverænitet på køkkensiden… Men det gør det bare ikke. I Rudersdal har kommunen måtte kaste hånklædet i ringen(det vil Venstre nok ikke selv kalde det), og udbygger nu et plejehjemskøkken der angiveligt skal stå for meget af den mad der blir’ behov for. Man havde forfattet et rigtig pænt udbudsmateriale med en masse hensigterklæringer – med den konsekvens at der ikke er nogen der har budt på opgaven. Som du selv er inde på, så er der simpelthen ikke økonomi i det her til at en privat virksomhed kan lave en ordenlig forretning på det. Så flere penge på bordet, men de skal altså ikke tages fra forældrene…
Og så skal I vide, at det også har konsekvenser på hjemmefronten.
Vi har en dejlig gammel surdej, som blir’ brugt til rugbrødsbagning, der bages også jævnligt leverpostel til navnlig madpakker, og jeg kunne fortsætte i samme toneart. Hvis vi valgte at hoppe med på madordnings-galajen, så blev der lavet væsentlig mindre mad hjemme hos os. Det kommer til at gå ud over den dybere forståelse for sammenhængen mellem den du er og det du spiser. Min datter har stor fornøjelse af at ælte dej sammen – det kommer hun ikke til at gøre så ofte fremover, for jeg må sætte frekvensen af mit brødbageri – og meget andet ned, når der ikke mere skal laves madpakker. Og så har jeg slet ikke været inde på den med spontaniteten, den kærlighed vi lægger i madpakkerne til vores børn. Jeg er meget overrasket over at man overhovedet tør.
Vi kan aldrig blive uenige om at der er børn i Danmark som burde have det meget meget bedre end de går rundt og har det i dag. Men I løser ikke deres problemet ved at kaste en masse penge efter os andre – som altså gerne vil være fri. De penge er meget beder brugt der hvor der virkeligt er et behov. Det gir’ jo heller ingen mening, når du overnfor skriver at du mener det bør være op til den enkelte kommune at udmønte loven i praksis. Så er vi jo netop IKKE sikker på at Sebastian og Jonatan fra kommune A og B får lige vilkår!
Så lad SF komme på banen, og bekende sig til et klart nej til madordningen, og et klart ja til en ordenlig – og effektiv hjælp til udsatte børn og deres familier i Danmark. Så ku’ det også være sådan en som mig vil stemme på jer igen.
mvh
Thomas Rønn/www.etskridtvidere.dk
Hej Thomas
Tak for din kommentar!
Lad mig starte med at slå fast at jeg – og SF – går ind for madordninger, men IKKE i den form som regeringen vedtog sidste år.
I sin nuværende form er ordningen skruet helt forkert sammen økonomisk. Det er dybt problematisk at ordningen er 100 procent brugerfinansieret OG har en social slagside. Dertil kommer problemet med at sikre kvaliteten af den mad som børnene skal spise.
SF stemte da heller ikke for forslaget, da det var til endelig afstemning i Folketinget i november 2008. Det gjorde S eller Ø for den sags skyld heller ikke.
Vi er fuldstændigt enige om at det er dybt, dybt bekymrende at antallet af fattige familier i Danmark vokser, og jeg mener naturligvis ikke at der skal lægges yderligere økonomisk pres på familier med lav indkomst – hvilket en forhøjelse af egenbetalingen fra 25 til 30 procent for en institutionsplads helt klart vil komme til at betyde.
Jeg er ked af at du opfatter det som om jeg mener at mange børnefamilier har masser af penge og gerne vil betale endnu mere til en i forvejen dyr, brugerbetalt madordning. Det skyldes muligvis at jeg har formuleret mig lidt uklart, hvilket jeg kun kan beklage.
Når jeg skriver ”Det vil sikkert heller ikke være noget problem for mange familier at betale en smule ekstra…” så er det fordi jeg ofte har hørt velstillede, resursestærke forældre, som går op i kvaliteten af deres børns mad, argumentere for, at de da gerne vil betale lidt mere til ordningen, hvis deres børn så til gengæld ville kunne få den sunde, gode, økologiske mad som de som forældre ønsker.
Man må huske på at samtidigt med at vi har fået flere fattige familier i Danmark gennem de senere år, har vi også fået flere velstillede, som har nydt godt af regeringens skattelettelser (som jo netop primært har favoriseret højindkomstgrupper), en lang periode med lav rente og store friværdier. Disse velstillede forældres frustration over udsigten til, at deres børn med al sandsynlighed kommer til at blive spist af med discountmad i institutionen er forståelig nok, men løsningen er naturligvis ikke at hæve forældrebetalingen. Det går jeg bestemt ikke ind for!
Vi står med en madordningen som både er dyr og dårlig – en rigtig ”lose-lose”-situation.
SF ønsker at afskaffe den nuværende tvungne ordning, og i stedet lade det være frivilligt for kommunerne om de vil tilbyde madordninger i institutioner.
Du kan evt. læse Pernille Vigsø Bagges kommentar på: http://www.sf.dk/Default.aspx?func=article.view&id=64587
Jeg går ind for en madordning i Rebild Kommune. Men det skal være en ordning som bliver en ”win-win”-situation for brugerne.
Jeg ønsker at forældrebetaling sættes væsentlig ned, og vil arbejde for at kommunen går ind og betaler den største del af udgifterne til ordningen.
Hvis dette sker, så tror jeg at langt de fleste forældre godt vil kunne leve med at afgive noget deres suverænitet – som du udtrykker det – på den del af forældreansvaret som har med madpakkerne at gøre. Især hvis de er sikre på, at deres børn i stedet vil få et godt, sundt, økologisk frokostmåltid i deres institutioner.