Mærkesager
24. okt 2009 af Mette Mørup Poulsen
Folkeskolen
Smertegrænsen for besparelser på skoleområdet for længst er nået, og skolen trænger nu til et ordenligt kvalitetsløft. Jeg mener at det er helt grotesk, at Rebild Kommune er den nordjyske kommune som bruger færrest penge pr. elev. Det synes jeg er et meget skidt sted at spare, for en god skolegang er noget af det allervigtigste for vores børn – og for vores samfund.
Det som står højt på min prioriteringsliste over kvalitetesforbedringer i folkeskolen er blandt andet: To-lærerordninger i de mindste klasser, en lavere klassekvotient, moderne undervisningsmaterialer og computere, samt at skolebygninger og lokaler renoveres og gøres tidssvarende. Skolens fysiske rammer skal være gode, både når det gælder indeklima og trivsel, og de skal passe til de nutidige undervisningsformer.
Børnepasning
Hvis børnepasning i daginstitutioner og SFO’er fortsat skal være et pædagogisk tilbud, og ikke blot “opbevaring” af børn under opsyn af en voksen mens far og mor er på arbejde, er det nødvendigt at der findes tilstrækkeligt med fagligt kompetent personale. Man kan ikke blive ved med at skære ned på personalet og forvente, at det er muligt stadig at opretholde den samme kvalitet i pasningen. Det er en illusion.
Det er heller ikke hensigtsmæssigt at institutionernes budgetter til materialeindkøb, legetøj med videre efterhånden er skåret så langt indtil benet, at mulighederne for udviklende og kreative aktiviteter ofte er temmeligt begrænsede. Nogle institutioner har dårligt råd til at indkøbe tegnepapir til børnene. Langt de fleste børn går i institution eller fritidsordning, og endda mange timer hver dag, og der bør derfor være penge til at institutionen kan tilbyde dem nogle gode, fornuftige og meningsfulde pædagogiske aktiviteter.
Natur, miljø og klima
Alle snakker om det, men snak er ikke længere nok – der må også handling til! Hensynet til vores miljø, natur og klima må simpelthen prioriteres højere!
Rebild Kommune har hidtil ikke været ret ambitiøse på miljøområdet. Kommunen må derfor begynde at tage klimaforandringerne alvorligt og gå foran med et godt eksempel, blandt andet ved at fremme investeringer i flere cykelstier, bedre busforbindelser (især øst-vest-gående retning), og miljøforbedringer af offentlige bygninger. Konsekvenser for klima og miljø bør også medtænkes i enhver kommunal beslutning.
Rebild Kommune har noget helt enestående natur, og den vil jeg gerne være med til at passe godt på. Hensynet til naturen vejer tungt for mig – også tungere end hensynet til eksempelvis landbrug og industri. Alle kommunens områder med beskyttet natur (§3-område) skal registreres, og der skal føres jævnligt tilsyn med dem. Brug af pesticider på kommunens arealer skal helt forbydes.