RSS
Indlæg
Kommentarer

 

Historisk efterår for SF

Af Torben Færk

På landsplan lykkedes det for SF i dette efterår at komme med i regering for første gang i partiets historie. Siden da har jeg måtte lægge øre til megen nød og klage fra andre folk om SFs politik. Det formoder jeg også andre SF`ere er ude for. Når jeg tilstrækkeligt mange gange er blevet udsat for den øvelse det er at skulle stå på mål for Villys skæve slips og engelske betoninger, så bliver det jo lidt op af bakke. Et ordsprog siger, at jo mere der tales om noget, jo mere sandhed bliver det, der tales om. Sådan er det også i dette tilfælde. Derfor taler jeg altid om de positive ting ved SFs politiske efterår, og dem synes jeg der er mange af.

Når jeg skal fremhæve det vigtigste for mig, så er det faktisk et fravalg – nemlig vælgernes fravalg af VKO- flertallet. Alene det at SF har været med til at vælte den tidligere regering og at Dansk Folkepartis store indflydelse på dansk politik gennem 10 år nu er slut. Det var det håb, der gav mig energien til at kravle rundt i lygtepælene og hænge valgplakater op i september måned. I SF-Rebild bidrog vi til at det lykkedes SF at komme med i en regering sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne.

ER SF i krise? – Nej det er snarere en slags tømmermænd

Forleden skrev Ritt Bjerregaard i Politiken, at vi i SF skulle lade være med at lade os gå på af mobningen af Villy Søvndal. Ifølge Ritt taler han ikke dårligere engelsk end tidligere udenrigsministre og tidligere statsministre. Når jeg hører Anders Fogh Rasmussen tale engelsk, så kan jeg godt høre vi begge er vokset i Himmerland tæt på Limfjorden. Villy taler faktisk også tysk og Merkel er jo en vigtig samtalepartner. Og når jeg tænker på Lars Løkke tale engelsk, som under klimatopmødet i København, hvor Lars Løkke bl.a. på håbløst engelsk faktisk forspildte en gylden mulighed for at få verdens nationer til at tage miljøet alvorligt. Så er jeg ikke flov over Villys sprogegenskaber, udgangspunktet for os alle er det danske sprog, og det er der ingen grund til at skamme sig over.

Medierne sætter det forkerte fokus, det er jo den gængse undskyldning. Den vil jeg også bruge, det der bl.a. er sket er jo, at en horde af spindoktorer, fra den tidligere regering nu er blevet arbejdsløse, og i et netværk af ugennemskuelig karakter er alle disse spiondoktorer difileret ud til aviserne, tv-kanalerne og andre platforme, som alle har deres egne kommentatorer med mening om Villys sprogegenskaber og håndtering af slipseknuder. Nu er det selvfølgelig også bedre stof i medierne at mene noget om dem, der har indflydelse, og det har SF. Der er jo ingen der længere synes det er interessant at mene noget om Dansk Folkepartis perifere folketingsmedlemmer. At der så også i SF og i regeringen er lavet elementære fodfejl er en anden sag, fattigdomsdebatten og rygekabine-sagen er vel blot et par eksempler.

Jeg har også mødt mange som har ytret, at de sidst stemte på Enhedslisten, da det var trætte af Villy og SF. Det er jo folks frie ret at stemme på hvem de vil og Enhedslisten er heller ikke fjern fra mine tanker, dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke SF havde stået stærkere i forhandlingerne om regeringsgrundlaget med Det Radikale venstre og Socialdemokraterne, hvis ikke så mange havde forladt partiet og taget indflydelse med over til Enhedslisten. Så dem der har stemt Enhedslisten har jo også en ansvar for det færdige resultat.

Når jeg iagttager den udenrigspolitik R-SF-S regeringen fører, så er det en glæde, at der nu er opbakning til det arabiske initiativ, så palæstinensernes sag kan komme mere i fokus. Jeg så dog gerne, at Danmark støttede det arabiske initiativ mere markant. Forleden læste jeg i Politiken en artikel om et dansk erhvervsbesøg i Vietnam med Kronprins Frederik i spidsen. Under besøget var Kronprinsen flankeret af SFs minister for udenrigshandel Pia Olsen Dyhr. Det er faktisk ret sejt, og jeg er stolt af at det er en SF`er, som nu er med i front.

Et grønt regeringsgrundlag, som fokuserer på uddannelse, arbejdspladser og vækst

Husk den her overskrift, nævn den når I kommer ud for folk, der undrer sig over I stadig er SF`ere. Tænk på at I har været med til at rette Danmark ind på et mere medmenneskeligt spor. Jeg vil slutte den her artikel med at citere en udtalelse fra Pernille Vigsø Bagge fra Løgstør valgt her i Himmerlandskredsen den 29/12 2011 i Politiken, hvor Pernille svarer på spørgsmålet: Er det stadig sjovt for SF at sidde med i regeringen? ”Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget sjovere det er at have indflydelse på finanslov og lovforslag, end det er at sidde i opposition. Det er hundrede gange at foretrække.”

Sødnag morgen kom meddelelsen. Dansk soldat dræbt i Afghanistan.

S og SFs plan for en kommende regerings sundhedspolitik vil betyde at hospitalerne får tilført yderligere kanp to mia. kr. til at forbedre behandlingerne og betale den voldsomt stigende udgift til medicin. Særlige indsatsområder såsom kræft og kroniker-området får tilført en mia.  så ialt tre mia. kr.

Der er i S og SFs udspil også et incitament til fornuftige investeringer. Hvis eksempelvis en investering på en mia. kr. kan spare samundet for 250 mio. hvert år i en fire år periode, så er det bare at komme igang.

Denne tilførsel af penge er godt nyt for hospitalerne, for den nuværende regering opleves helt ubøjelige til at tilføre området så meget som en femøre.

Et tredje område, som opprioriteres i SF og S´ plan er psykiatrien, her vil SF og S tilføre en mia. og i pyskiatrien skal ventetidsgarantien gælde alle diagnoser. Psykiatrien er en udsultet del af det nuværende sundhedsvæsen, så det bliver en stor opgave at få psykiatrien i Danmark op på et niveau vi kan være bekendt.

Pengene til SF og S`s plan skal bla. findes ved at skru op for afgifterne på tobak og usunde fødevarer. Det er der sund fornuft i. I Danmark i dag er der hvert år 14.000 tobaksrelaterede dødsfald.  Fra Norge vides det at prisen på tobak udgør en væsentlig faktor og en høj pris motiverer rygere til at holde op. Prisen på en pakke cigaretter vil formentligt stige til ca. 45 kr.

Stigende afgifter er modigt, men ikke den store sællert. Med den ulighed der er i Danmark i dag, så er der flest rygere og forbrugere af usunde fødevarer i gruppen af folk med de laveste indkomster og ingen eller en kort uddannelse. Så det er lidt som at stjæle fra de fattige og give til de mindre fattige.

I SF-Rebild har vi længe været klar til valgkamp. Allerede tidligt på året var der rygter fra Christiansborg, som talte for at nu måtte folketingsvalget snart udskrives. Siden da har der næsten hver uge været rygter om et valg.

Så vi er klar. Plakater, plan over valgkampen, den beskedne økonomi og struktur for alt det frivillige arbejde mv.

I det danske demokrati er det statsministerens ret at bestemme, hvornår der skal udskrives folketingsvalg indenfor den grundlovsbestemt fire-årige periode. I andre demokratier har de faste eksempelvis fire-årige perioder. Det har den fordel, at der ikke går valgkamp i al ting  gennem perioden, men først sidst i perioden. Lidt som vi kender det fra valgene til kommunalbestyrelserne og regionsrådene.

For 2 uger siden døde yderligere en dansk soldat under mission i Afghanistan.

Jeg har tidligere lovet mig selv, at jeg vil skrive om det her på min blog, hver gang en dansk soldat mister livet under Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan.

Når jeg nu kigger ned over rækken af indlæg her på siden, så bliver jeg helt dårlig. Gentagelse på gentagelse om dræbte unge danskere.

I de danske aviser er hsitorien om endnu en dræbt soldat nu blot en nyhed, som der skrives om inde i avisen. Det er ikke længere en forsidehistorie.

For det danske samfund er det blevet normalt, at der mistes soldater.

Et af argumenterne for Danmarks krigsførelse i Afghanistan lyder sådan: Hvis vi ikke bekæmper terroristerne i Afghanistan, så kommer terroristerne her til Danmark.

2010 har vist, at dette argument ikke holder. Flere terrorister har forsøgt at lave terror-angreb i Danmark, heldigvis er det ikke lykkedes. Ingen af terroristerne er kommet fra Afghanistan. De krigere, banditter og bønder som de danske soldater kæmper mod i Afghanistan er ikke dem, der påtænker at udføre terror-virksomhed i Danmark.

Bokseren med kun et ben, som sprængte noget i luften i Hotel Jørgensens kælder kom fra Belgien med en fortid i Tjetjenien. Her i juledagene er fire mænd blevet anholdt i København. Mændene kommer fra Stockholm med en fortid i Tunesien, Irak og Libanon. En femte anholdt har opholdstilladelse i Danmark og har boet i Danmark i ti år. Manden har en fortid i Irak. Terrorplanerne mod Danmark er påtænkt udført af mænd med bopæl i Europa og mange med oprindelse i Afrika (Tunesien, Marokko og Somailia).

Ingen af de anholdte, sigtede, dømte og involverede i terrorplanerne i Danmark har oprindelse eller tilhørsforhold til Afghanistan. Udfra dækningen af sagerne i medierne er der mig bekendt heller ingen af de anholdte, der har modtaget træning eller lignende i Afghanistan.

Stockholm, Greve og Liege begynder vi vil ikke at gå i krig med, selvom det åbenbart ser ud til at det er her terroristerne kommer fra.

Jeg har diskuteret min teori med en ven. Han mener at problemet er, at Danmark og Sverige har haft alt for lempelig en politik overfor udlændinge. Jeg er nok mere tilbøjelig til at mene, at noget af årsagen til terror-truslerne er en meget dårlig politisk håndtering af Muhammed-krisen og en forfejlet integrationspolitik. Måden vi i Danmark i dag omtaler dem på der bor her med et fremmedklingende efternavn er sørgelig. Hvor må det være hårdt at vokse op i et samfund, hvor der siges så meget negativt om en bare fordi man har et anderledes efternavn, tror på noget andet eller ser anderledes ud. Det er en af årsagerne til en forfejlet integrationspolitik.

Hvert kvartal køber jeg buskort til mine to store unger. Hver dag kører de med bus fra Guldbæk til Støvring Gymnasium og retur.

Indtil nu har det pr. person hver måned kostet 324,00 kr. i alt 648,00 kr. om månende. Kortet kan kun benyttes fra Guldbæk til Støvring og retur og eksempelvis ike, hvis de vil en tur til Aalborg.

Regeringen og DF har nu besluttet at minimere tilskuddet til unge uddannelsesøgende bustransport, så pr. januar måned 2011 stiger udgiften til 551,00 kr. pr. måned pr. person. For os altså i alt en udgift på 1102,00 kr. pr. måned.

Min ældste søn får nu snart kørekort, så vi overvejer om de fremover skal køre i bil fra bopælen og til Støvring Gymnasium. Langt de fleste dage kan de følges ad.

Bussen forlader Guldbæk ca. kl. 07.30, ved at køre i bil kunne de vente med at køre hjemmefra til kl. ca. 08.00.  Reelt kune de også samle nogle kammerater op undervejs, de kunne så skillinge sammen til benzinen.

En privat bil kunne de så også bruge i andre sammenhænge.

Falliterklæring for den kollektive trafik og en sejr for privatbilismen. Reelt får den kollektive trafik fære passagerer og dermed stigende omkostninger.

Er det ånd og hensigt bag lovgivningen at der skal flere privatbiler i DK?

Siden regeringen og Dansk Fokeparti fremlagde deres nye stramning af udlændingelovgivningen har det været specielt spændende at være SF`er. Megen snak har der været om emnet, og især en masse snak omkring SF`s holdning til forslaget.

Jeg oplevede ledelsen i SF ønskede lige at klappe hesten lidt og kende detaljerne i forslaget inden en klar holdning blev meldt ud. Klogt nok, og tiden blev brugt til sammen med Socialdemokraterne at udforme et forslag, hvor alle reelt kan kvalificere sig til familiesammenføring, hvis de vil. Reelt har SF trukket Socialdemokraterne i den rigtige retning. Jeg havde dog foretrukket, der blev trukket noget mere i den rigtige retning.

Forslaget fra Socialdemokraterne og SF består af fem krav i forhold til familiesammenføring, hvor af de to krav skal kunne opfyldes. Og reelt er det vel ikke forkert at forvente at folk, der kommer til Danmark lærer noget dansk og engelsk, samtidig med at de er villige til at finde sig et arbejde.

VKO`s forslag bliver nu vedtaget med støtte fra en enlig kristendemokrat.

En af de ting, jeg finder helt forkert er, at man som dansker ikke kan bosætte sig i Danmark med en ægtefælle, som ikke er fra EU. Som situationen er nu er jeg helt bekymret for den dag, hvor børnene rejser ud i verden, måske kan de aldrig vende tilbage igen, hvis de finder en kommende ægtefælle i udlandet.

Jeg har en god ven, som nu bor i England. Han har reelt ikke boet i DK siden midten af halvfemserne. Han har mødt sin hustru i Zambia. De har 2 børn. Ifølge reglerne kan min ven ikke vende hjem til Danmark og bosætte sig her sammen med familien. Min ven er godt uddannet, og har boet i DK  i de første 27 år af sit liv.

Vi drøftede forleden reglerne. Min ven fortalte mig, at jeg ikke skulle være bekymret. Han ønskede ikke at bo i DK mere. Hans børn skulle ikke vokse op i et fremmedfjendsk land.

Jeg glemte en detalje, min vens hustru fik for et par år siden britisk statsborgerskab, og så er der pludselig ikke nogen problemer, bortset fra at DK stadig opleves som fremmedfjendsk.

Søndag den 14/11 2010 sidst på eftermiddagen blev det endnu engang offentliggjort fra Hærens Operative Kommando, at en dansk soldat har mistet livet i Afghanistan, dræbt af en vejsidebombe under patruljering i Helmand-provinsen. “De pårørende er orienteret”, sådan blev indslaget i søndagens 17.00 radio-avis afsluttet.

Ifølge Politiken.dk er det dansk soldat nr. 39, som mister livet i forbindelse med kampene i Afghanistan. 37 er dræbt som følge af direkte kamphandlinger, 1 er død pga. af et slagtilfælde under en løbetur i lejren i Kandahar, og en har begået selvmord.

Jer som har læst tidligere indlæg her på min blog ved, at jeg er meget uforstående overfor den vestlige verdens indsats i Afghanistan og den danske militære involvering.

Her til morgen omkom yderligere en dansk soldat i Afghanistan. Indtil nu er 38 danske soldater døde under den danske mission i Afghanistan. Det er sørgeligt, og jeg forstår ikke baggrunden for den danske deltagelse i krigen i Afghanistan.

« Ældre indlæg