I morgen kommer regeringens udspil i forhold til sygehusplan for bl.a. Region Nordjylland. Erik Juhl-udvalget anbefalede en udbygning af Aalborg Sygehus syd på Hobrovej. Et enigt Regionsråd ønsker et nyt sygehus i Aalborg Øst. Vil regeringen følge embedsmandsudvalget eller vil regeringen følge Regionsrådets ønske?
Med den nuværende regerings arrogance overfor lokalt selvstyre er der stor risiko for at regeringen følger embedsmandsudvalget. I Nordjyske i dag pointeres det, at regeringen med to nordjyder, Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og Sundhedsminster Jakob Axel Nielsen, på centrale pladser må kunne forstå, at et nybyggeri i Aalborg Øst er den bedste løsning. I morgen eftermiddag kendes svaret.
Det undrer mig egentligt dybt – at det er regeringen der skal afgøre sygehusenes struktur!
Var meningen med strukturreformen ikke at sygehusene skulle ligge på det regionale niveau?
Nu er sundhedsministeren jo Konservativ, og de Konservative var jo modstandere af regionerne, men for Venstre burde det være en bet at sluge. Ja i hvert fald for Venstre for 15 år siden. Før centralisme blev midlet for Venstre. Godt at I er nogen på venstrefløjen der vægter det mangfoldige!