Skoler kan både være store og mindre store
21. sep 2009 af Torben Færk
Rebild Kommune har netop besluttet, at skolerne i Kirketerp og Sønderup skal lukkes. Det er en sørgelig beslutning, som et borgerligt flertal støttet af bl.a. socialdemokraterne har truffet.
Jeg bor i nærheden af Guldbæk og mine børn har alle fire gået på den mindre Guldbæk Friskole. Det har de gjort fordi vi bor i nærheden af Guldbæk, og fordi vi har oplevet deres skolegang som tryg, med højt fagligt niveau og med stor fokus på det sociale. De to mindste går der stadig og de to store er nu via den store Bavnebakkeskole i Støvring godt i gang med deres vej gennem uddannelsessystemet. Så jeg har erfaring med både en stor skole og en mindre stor skole. For vores famile har det været en god kombination med en tryg og god skolegang i de mindste årgange i lokalområdet, og med en udvidelse af rammerne i overbygningsårgangene.
Her i Guldbæk oplever jeg at friskolen også er et kulturelt og socialt samlingssted, og det kan jeg også se gør sig gældende i Kirketerp – Byrsted og Sønderup. Jeg kender det også fra Øster-Hornum, hvor jeg gennem mange år er kommet i idrætsforeningen. Guldbæk Friskole er selvfølgelig mest et sted for de familier, der har skolesøgende børn. Men også andre borgere benytter sig af de kulturelle og sociale tilbud, som foregår i skolens lokaler, og som udspringer af erfaringerne og sammenholdet fra skoletiden. Så det er ikke kun skolen, der nu bliver lukket i Kirketerp og Sønderup, det ved lokalbefolkningen. Men et centralistisk tænkende flertal i Rebild Byråd, har ikke disse overvejelser.
En skole er vigtig for det lokalsamfund, skolen er en naturlig del af. Skolen er vigtig for nye borgeres lyst til at slå sig ned i de mindre samfund. Skolen er vigtig for dynamikken i samfundet, så er der nemlig noget naturligt at støtte op om og samles om.
Så det er en forkert beslutning af Rebild Byråd at lukke skolerne i Kirketerp og Sønderup.
Hvis jeg bliver en del af det kommende byråd vil jeg arbejde for at sikre de tilbageværende skoler. Jeg er bekymret for, at de nuværende borgerlige flertal ikke værdsætter den værdi de mindre skoler udgør for deres lokalsamfund og for børnenes skolegang de første mange år.
Kære Torben
Hele byrådet stemte enstemmigt for at lukke Sønderup og Kirketerp skolerne.
Uenighederne ligger i om solebygningerne i Kirketerp skulle bruges af Suldrup skole, eller om alle skoleaktiviteterne skulle flyttes til Suldrup.
SF støttede at bevare skoleaktiviteter i Kirketerp.
Grunden til enstemmigheden om lukningen ligger i et meget stort budgetunderskud på de to skoler. Underskudet kommer af at forældrene begyndte at flytte eleverne fra skolerne, pga. usikkerhed om deres fremtid.
Udviklingen viser behovet for at lave en langsigtet plan for skolestrukturen, så der kommer ro om den enkelte skole.
I øvrigt er jeg enig med dig i at både store og små skoler har deres berettigelse.