Rebild Kommune skal droppe unødvendig kontrol
8. okt 2009 af Torben Færk
I det kommende byråd vil jeg arbejde for en regelforenkling i det kommunale arbejde. I KLs blad Danske Kommuner har jeg læst om et projekt i sundheds- og omsorgsmagistraten i Århus Kommune. Her fortæller Rådmand for SF Dorthe Laustsen om projekt kontrolfri zone. Projektet i Århus har inddraget personalet og i artiklen nævnes at der er 133 forslag til regelforenkling. Ud af de 133 forslag er der allerede afskaffet 30 regler og mange flere er på vej.
Det er et rigtig godt projekt, og det viser at kommunen selv er herre over mange unødvendige regler. Udgangspunktet skal være at medarbejderne skal vises tillid og have råderum.
Nogle af Jer vil mene, at jeg med dette indlæg nu er blevet overhalet af statsministeren. Lars Løkke Rasmussen orienterede jo i åbningstalen tirsdag om, at regeringen nu også vil kigge på mange af de regler de selv har indført. Det må vi håbe bliver til noget. Det er jo især det borgerliges regerings indførsel af frit valg mv. i hjemmeplejen, der har medført en bunke af de krav om tidsregistrering, komme og gå tider, minutter på ydelser som borgerne og medarbejderne er ved blive kvalt i.
I min tid i socialforvaltningen i Fjerritslev Kommune arbejde jeg sammen med en kær kollege. Hun fnysede da kommunen i 2002(så vidt jeg erindrer) modtog regeringens frihedsbrev. Dette frihedsbrev var Klaus Hjorts forrige forsøg på regelforenkling, og det havde den stik modsatte effekt. Ingen, ej heller min elskelige kollege, kunne tage projektet alvorligt, det såkaldte frihedsbrev førte ikke nogen forenkling med sig, krudtet var ikke tørt.