I Nordjylland er der hospicepladser på Kamilianergården i Aalborg og på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn. 12 pladser i Aalborg og 6 pladser i Frederikshavn. Hospice er derfor en mulighed for borgere, som skal dø. Det er fint med hospicepladserne, dog synes jeg der skulle være nogle flere pladser.
Mange mennesker ønsker dog at blive i eget hjem og dø hjemme omgivet af deres pårørende og de ting, som har givet dem mening livet igennem. For at den kommunale hjemmepleje i Rebild Kommune kan tilbyde borgerne at blive i eget hjem til det sidste, skal der være den nødvendige bemanding af plejepersonale og hjemmesygeplejersker døgnet rundt.
Ved den sidste omorganisering af hjemmesygeplejen i Rebild Kommune blev der valgt en løsning som godt nok har gjort at der igen er sygeplejerskebemanding på pljecentrene i dagtimerne på hverdagene. Men omorganiseringen betød også, at der nu kun er en hjemmesygeplejerske om natten til hele kommunen. Det medfører komplikationer for de borgere som er i eget hjem og har brug for hjemmesygepleje til eksempelvis kompliceret smertebehandling med morfin mv. Når natsygeplejersken skal dække hele kommunen om natten, så gør meget af tiden med kørsel, og der er et stykke vej fra Øster Hornum til Nørager, specielt for den smerteplagede borger, der skal vente på hjemmesygeplejerskens besøg.
Jeg vil i den næste byrådsperiode arbejde for, at hjemmeplejen og hjemmesygeplejen både fagligt og mandskabsmæssigt har de arbejdsvilkår der er nødvendige for at imødekomme de fremtidige behov for pasning i eget hjem, også i de tilfælde hvor borgerne ønsker at dø i eget hjem, for den mulighed synes jeg borgerne skal have.