Personalefyringer på landets hospitaler
9. feb 2010 af Torben Færk
Regeringen, med statsministeren i spidsen, fralægger sig alt ansvar for det faktum, at der for tiden fyres personale og nedlægges stillinger på landets hospitaler. De økonomiske rammer må overholdes, lyder det fra Regeringen.
Sagen er, at der må tilføres landets sundhedsvæsen flere penge. Regeringen er på fuldstændig forkert spor.
Regeringen må tage det fulde ansvar og tilføre sundhedsvæsenet flere penge. Regeringen må tage ansvar og prioritere sådan, at dem, der kan vente lidt og ikke er helbredsmæssigt truet, må vente længere, og ikke tilbydes samme hurtige behandling som de akut syge danskere.
Regeringen har lovet, at Danmark skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Nye hospitaler koster penge, rigtig mange penge. Det udvidede frie valg koster mange penge. Ny medicin og bl.a. ny muligheder for kræftbehandling koster rigtig mange penge. Regeringen fastholder, at den økonomiske ramme skal overholdes. Aktiviteterne på landets sygehus må derfor tilpasses økonomien. Det fører nu til fyringer af personale. Imens stiger antallet af patienter, og de har alle ret til hurtig behandling. Privathospitalerne har indtil videre levet godt af regeringens holdning.
Midlerne til sundhedsvæsenet kunne komme fra øgede skatter eller ved at fjerne den profit landets privathospitaler scorer. De penge kunne gøre god gavn i det offentlige sundhedsvæsen til glæde for alle danskere. Sundhedsvæsenet skal styres demokratisk og ikke på markedsvilkår. Må vi få et sundhedsvæsen med lige adgang for alle – og det i verdensklasse. Regeringen har skudt sig selv i foden.