Er der fattige i Rebild Kommune?
4. mar 2010 af Torben Færk
Regeringens nye socialminister har nu vedkendt sig, at der er fattige i Danmark, men er der også fattige i Rebild Kommune?
I mange år fremover skal der spares mange milliarder kroner på de offentlige budgetter. Risikoen er stor for at besparelserne rammer de svageste og de mest socialt udsatte. Fattigdommen og uligheden i det danske samfund risikerer at blive øget yderligere.
VK-regeringens forslag til bekæmpelse af fattigdom er lidt puljemidler. Min oplevelse af disse puljemidler er ikke god, ofte sætter puljemidlerne initiativer igang, som så blot forsvinder igen, når bevillingsperioden er slut.
Fattigdom har ikke alene noget med indkomst at gøre. Boligforhold, uddannelsesniveau, beskæftigelsesmuligheder og sundhedssituation er alle elementer, der er involveret, det er et helhedsproblem.
Er der fattige i Rebild Kommune? Det ved jeg faktisk ikke, jeg kender faktisk ikke nogen.
For nogle år siden inden jeg flyttede til Rebild Kommune, var jeg frivilig leder i mine børns fodboldklub. Her oplevede jeg desværre børn, som måtte forlade klubben på grund af manglende betaling af kontingent. Senere mødte jeg et af børnene, når jeg fulgte min datter til spejder. Nu var barnet så blevet spejder, indtil også spejderlederne måtte sige nej på grund af manglende betaling af kontingent. Barnets mor var en flink kvinde, som sammen med sin ven stod og røg, mens der blev spillet fodboldkamp. Var det her et fattigdomsproblem?Tja -det ved jeg faktisk ikke rigtig, bare en pakke cigaretter mindre om måneden kunne betale barnets fodboldkontingent.
Idrætsforeninger og andre steder hvor børn og unge kommer kender sikkert til problemstillingen, så Rebild Kommune kunne inddrage de frivillige foreninger i det fattigdomsbekæmpende arbejde. Det er også i foreningerne og sportsklubberne at brugerbetalingen hele tiden stiger, da de kommunale tilskud spares væk.
Sundt er det ihvertfald at deltage i idræt og andre fælles aktiviteter.