Mærkesager
21. nov 2008 af Torben Færk
Jeg går til valg på den holdning, at jeg vil støtte alt, hvad der kan hjælpe de svage i samfundet og alt hvad der kan hjælpe os til et bedre miljø.
Sammen med resten af SF-Rebild arbejder jeg for
- Faglighed og trivsel hånd i hånd i skolen.
- En konkret indsats for natur, klima og miljø
- Et godt og aktivt ældreliv
Handicappede
En af mine egne mærkesager er forholdene for de handicappede – alle handicappede lige fra autister til borgere med downs syndrom og dem der er lammede og sidder i kørestol mv..
Både fysisk og psykisk handicappede, og det med al den ydmyghed og respekt for det enkelte menneske jeg kan formulere skriftligt her på websitet.
Jeg kender ikke de præcise forhold for handicappede i Rebild Kommune, men jeg vil som en af mine mærkesager gå til valg på at handicapområdet skal styrkes både økonomisk og fagligt i forvaltningen. Har kommunens medarbejdere den fornødne ekspertise til rådighed? Pt. virker det som handicapområdets medarbejdere blot er en lille nedprioriteret del af sundhedsforvaltningen og ikke engang har sin egen leder.
Rebild Kommune skal byde de handicappede fagligt kompetente og indholdsrige tilbud.
Mange kommuner sparer på de handicappede
I en ny undersøgelse fra Socialpædagoernes Landsforbund (SL) pointeres det, at mange kommuner ikke har hverken overblik eller penge nok til at tilbyde deres handicappede indbyggere den hjælp, de har behov for. Rebild Kommune er ikke blandt de kommuner, der har været med i undersøgelsen.
Ansvaret for handicapområdet er nu efter strukturreformen alene kommunalt. Rebild Kommune er så lille rent indbyggermæssigt, at der må købes specialpladser til de meget handicappede på institutioner udenfor rebild Kommune, og sådan skal det også være. De handicappede i Rebild Kommune skal have det rigtige tilbud, og så må der betales det beløb det koster. Det skal ikke være sådan, at de er de svageste handicappede, der skal betale regningen for VK-regeringens strukturreform.
Aktivitets- og samværstilbud
En af de ting, som også er vigtig for mig i forhold til de handicappedes livsvilkår er tilgængeligheden og kvaliteten af de aktivitets – og samværstilbud, som kommunen skal tilbyde de handicappede. Aktivitets- og samværstilbudsforpligtigelsen er klart formuleret i serviceovens § 104, og det er en kommunal skal-opgave. Desværre ses der flere steder rundt om i landet kommuner, der bruger alt krudtet på boligforhold og fysisk pleje og så ikke prioriterer økonomi til aktivitets- og samværstilbud. En ansat i Københavns Kommune siger i Politiken den 4/9 2009, at de ofte er nødsaget til at lade de handicappede beboere sidde og glo ud i luften. Det er for sørgeligt, og når SF-Rebild får mere inflydelse på dagsordenen i Rebild Kommune, så vil jeg ihvertfald kæmpe alt jeg kan for de handicappedes forhold.
Hvis du læser dette og kender til både gode og dårlige oplevelser i forhold til at være handicappet i rebild Kommune, så send mig et ord om dine oplevelser. Det vil kvalificere SFs indsats i forhold til de handicappedes vilkår i Rebild Kommune.
> Læs mere i SF-Rebilds valgprogram til kommunalvalget 2009.